Europa skaber bjerge af affald hver eneste dag. Emballage, elektronik, tekstiler - alt, hvad vi bruger, skal i sidste ende indsamles, genbruges eller bortskaffes på en sikker måde.

I årevis blev omkostningerne ved at håndtere dette affald skubbet over på kommunerne og i sidste ende på alle forbrugere. Faktisk betalte alle lige meget og ikke for det, de producerede og brugte.På den måde var det ikke fair, det var ikke gennemsigtigt, og det tilskyndede ikke virksomhederne til at designe produkter, der holder længere eller kan genbruges. Og det er derfor, EU har indført EPR.

Lavere afgifter (og dermed lavere priser) for mere bæredygtige alternativer vil føre til mindre affald, smartere design og et reelt skridt fremad mod en cirkulær økonomi.

EPJ-vejledninger, andre love gælder

EPR er ikke en lov. I stedet er det et princip, som styrer mange (nye) love, der har til formål at forbedre genbrug, reparation og genanvendelsesløsninger. For eksempel dukkede EPR først op i lovgivningen for elektronik (WEEE-direktivet) og batterier. I dag udvides det til at dække flere produktgrupper (f.eks. tekstiler) og styrkes med strengere krav, som f.eks. den nye forordning om emballage og emballageaffald (PPWR).

For at gøre det klart: EPR er princippet, ikke selve loven. PPWR er (for eksempel) en separat EU-lov, men den er baseret på EPR-princippet.

Målet med udvidet producentansvar er enkelt: Producenterne skal tage ansvar for hele livscyklussen for de produkter, de sender på markedet. Men selvom idéen er ligetil, er den måde, det fungerer på i praksis, lidt mere kompleks.EPR er ikke et system, der passer til alle. Det er omhyggeligt designet til at håndtere det faktum, at forskellige produkter og materialer skaber meget forskellige affaldsudfordringer.

En plastikflaske har f.eks. en helt anden genanvendelsesrejse end en vaskemaskine. Derfor har hver produktgruppe sine egne regler, gebyrer og rapporteringskrav.En ting, som alle ordninger har til fælles, er, at gebyrerne ofte beregnes pr. kilo materiale, der bringes i omsætning.

Men det stopper ikke der - materialetypen betyder også noget. Jo sværere noget er at genbruge, reparere eller genanvende, jo højere er omkostningerne. På den anden side belønnes mere bæredygtige materialevalg med lavere gebyrer (også kaldet økomodulation).Tænk på tekstiler: bomuld certificeret under Oeko-Tex eller Better Cotton (BCI) kan have lavere EPR-omkostninger sammenlignet med standardbomuld, fordi det er produceret på en mere ansvarlig måde.

Det samme gælder for plast; genbrugsplast har normalt lavere gebyrer end jomfruplast, fordi det reducerer affald og understøtter den cirkulære økonomi.På den måde gør EPR mere end blot at flytte omkostninger fra skatteyderne til producenterne.

Det presser aktivt virksomhederne til at træffe bedre design- og materialevalg, belønner dem, der investerer i bæredygtighed, og skubber markedet i retning af smartere og mere (reelt målte og dokumenterede) bæredygtige løsninger.

Som sagt er EPJ ikke en lov, men den styrer love i forskellige kategorier. Nedenfor forklares nogle af lovene og direktiverne, herunder deres konsekvenser.

1. Emballage (PPWR): Emballage er en af de mest udbredte EPR-kategorier. Producenterne betaler gebyrer baseret på type, vægt og materiale af den emballage, de markedsfører.
2. Tekstiler (affaldsrammedirektivet): På grund af det stigende fokus på tekstilaffald i de senere år udvikles der nu specifikke EPR-relaterede ordninger for denne kategori, som skal implementeres mellem 2025 og 2027. Nogle lande som Frankrig og Holland startede allerede for nogle år siden.
3. Elektronik (WEEE - affald af elektrisk og elektronisk udstyr): fokuserer på sikker håndtering af farlige materialer i elektronik og sikrer, at værdifulde komponenter genvindes. Allerede fuldt aktiv, men målene for indsamling og behandling bliver fortsat strengere.
4. Batterier (batteridirektivet): På grund af det farlige indhold og de værdifulde materialer sikrer ordningerne for batterier, at de indsamles og genanvendes korrekt for at forhindre forurening og genvinde kritiske råmaterialer. Selvom det allerede har været aktivt siden 2007, skal nye EU-regler være på plads inden august 2025. Disse omfatter nye rapporterings- og genanvendelsesmål.

De forskellige forpligtelser

EPR-forpligtelser findes på forskellige niveauer og er forskellige pr. lov eller direktiv og ofte også forskellige pr. land. De forklarede forpligtelser, der kan gælde afhængigt af loven, er:

1.  Finansielle bidrag: Producenter betaler gebyrer baseret på vægten eller antallet af produkter, de sender på markedet. Gebyrets størrelse afhænger af materialet: Genanvendte eller certificerede bæredygtige materialer koster mindre, mens materialer, der er sværere at genanvende, koster mere.Det er den vigtigste pengestrøm; de indsamlede midler bruges så til at finansiere indsamling, genbrug, oplysningskampagner osv.
2.  Mål for indsamling: Producenterne (ofte gennem deres brancheorganisationer) skal sikre, at en vis procentdel af de produkter, de sender på markedet, bliver indsamlet, når de er udtjente.Et eksempel: I Holland fik organisationen "statiegeld" (pant), som er finansieret af drikkevareindustrien, en bøde, da målene for flaskeindsamling ikke blev nået. Så ja, branchen betaler, og PRO administrerer forpligtelsen.3. Mål for genbrug og genanvendelse Det er ikke nok bare at indsamle affald. En vis procentdel skal faktisk genbruges til nye materialer eller i nogle tilfælde genvindes til energi. Indsamling = hvor meget der tages tilbage. Genbrug/genvinding = hvad der rent faktisk sker med det indsamlede materiale.
3. Krav til design: Producenterne opfordres (og i nogle tilfælde kræves) til at designe produkter, der er lettere at genbruge, genanvende eller reparere. Det hænger sammen med gebyrerne: Hvis dit produkt er designet bæredygtigt, betaler du ofte et lavere gebyr pr. kilo (læs vores ESPR-artikel for at få mere at vide).
4. Rapportering: Producenterne skal rapportere, hvad de markedsfører, og hvordan de opfylder deres affaldshåndteringsforpligtelser. Denne rapportering dækker alle ovenstående punkter: hvor meget der markedsføres (økonomiske bidrag), hvor meget der indsamles (indsamlingsmål), hvor meget der genanvendes/genvindes (genanvendelsesmål), og hvordan dit produktdesign lever op til kravene.

Hvad det betyder i praksis:

Da hvert land har sine egne PRO'er, skal du registrere dig hos den lokale compliance-organisation for hver produktgruppe (emballage, tekstiler, elektronik, batterier osv.) og tjekke, om du skal rapportere ud fra din virksomheds størrelse.

Indberet de mængder, du markedsfører (normalt i kilo eller enheder ved hjælp af leverandørdata eller officielle referencetabeller).

Betal gebyrerne baseret på materiale og vægt. Mere bæredygtige eller genbrugte materialer koster normalt mindre.

Der findes ingen europæisk database, som har en komplet oversigt over alle PRO'er i alle medlemslande. Tjek dit lands specifikke hjemmeside, eller spørg Solo midocean (ved presserende spørgsmål).

Alle oplysninger i denne artikel er baseret på vores viden og fortolkning af de officielle dokumenter. Der kan ikke fremsættes juridiske krav på baggrund af oplysningerne i denne artikel.